På de breddegrader, jeg bor på, skal man have en parabol for at se dansk fjernsyn. Og det har vi ikke. Årsagen har været, at jeg ikke har syntes, det var noget at betale mange penge for. Det er jo ikke, fordi dansk fjernsyn har så meget at prale af lige ud over de Grammy-behængte DR TV-serier, som jeg alligevel har kunnet se over nettet.
Nu er mine børn imidlertid blevet trukket ind i debatten eller snarere deres dansk kundskaber er. Og så er jeg sjovt nok lydhør igen.
Ansporet af en samtale med en dansk, herboende veninde også fransk gift, som er af den overbevisning, at det danske fjernsyn har en stor del af æren for, at hendes børn taler så godt dansk, som de gør. “Det er jo også en vigtig del af dansk kultur, f.eks. at kende og se Olsen Banden”, som hun sagde.
Hovedet på sømmet – det er både sprogforbedrende og kulturelt. Og så ville moren her jo også kunne få lov til at se håndbold- og fodboldlandskampe med dansk islæt og ikke som nu, hvor jeg fortvivlet og uden held har gennemtrævlet alle programmerne for de kanaler, jeg nu kan se, for at finde en, der viser de kommende VM fodboldkampe med dansk deltagelse.
Men så er det godt, at føromtalte veninde også er til fodbold og har inviteret mig til kamp d. 14, så jeg ikke skal tage forhastede beslutninger inden da. Men overvejelsen har bestemt fået fornyet kraft og saft.
