At have eller ikke have dansk TV

På de breddegrader, jeg bor på, skal man have en parabol for at se dansk fjernsyn. Og det har vi ikke. Årsagen har været, at jeg ikke har syntes, det var noget at betale mange penge for. Det er jo ikke, fordi dansk fjernsyn har så meget at prale af lige ud over de Grammy-behængte DR TV-serier, som jeg alligevel har kunnet se over nettet.

Nu er mine børn imidlertid blevet trukket ind i debatten eller snarere deres dansk kundskaber er. Og så er jeg sjovt nok lydhør igen.

Ansporet af en samtale med en dansk, herboende veninde også fransk gift, som er af den overbevisning, at det danske fjernsyn har en stor del af æren for, at hendes børn taler så godt dansk, som de gør. “Det er jo også en vigtig del af dansk kultur, f.eks. at kende og se Olsen Banden”, som hun sagde.

Hovedet på sømmet – det er både sprogforbedrende og kulturelt. Og så ville moren her jo også kunne få lov til at se håndbold- og fodboldlandskampe med dansk islæt og ikke som nu, hvor jeg fortvivlet og uden held har gennemtrævlet alle programmerne for de kanaler, jeg nu kan se, for at finde en, der viser de kommende VM fodboldkampe med dansk deltagelse.

Men så er det godt, at føromtalte veninde også er til fodbold og har inviteret mig til kamp d. 14, så jeg ikke skal tage forhastede beslutninger inden da. Men overvejelsen har bestemt fået fornyet kraft og saft.

Priceless

Lillemanden elsker stadig når jeg synger godnatsang for ham. Jeg synger den her og har gjort det siden han var spæd. 

Når vi så ligger der, helt tæt, og jeg synger, så kommer den lille bløde hånd op og aer mig på kinden eller vi bjørnekysser, næse mod næse.

Der er altså fordele at hente i alene-mor tilværelsen. Disse stunder er jeg ikke altid forundt, når elske-konsulenten er her – så er han tit den foretrukne aften-putter.

Så jeg sætter stor pris på de her øjeblikke. Og det virker også som om lillemanden gør. Han siger: “Syng den igen, 2 gange“. Og det gør jeg så. For ligeså meget genkendelse, tryghed og hygge, der vel er i det for ham, ligeså meget kærlighed, ømhed og omsorg er der i den for mig. Ja, det er nærmest som om sangen smager af Marius.

Så dejlig ser han ud efter godnatsangens indvirkning

Blomster med omtanke

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med blomster. Det ved de fleste i min omgangskreds. Men det fedeste er nu alligevel at få en gang værtindeblomster - ikke som buket men bare i rå bundter. Fordi giveren ved, at jeg elsker at blomsterbinde, at jeg faktisk meget hellere selv vil lave buketten end at få en, jeg næste dag alligvel splitter ad for igen at sætte den sammen på min måde. Ikke at jeg ikke værdsætter eller ikke kan lide at få en buket (omend det tit sker hernede, hvor smagen ikke altid er som min), men bare fordi det er selvforkælelse af karat at få lov selv.

Sådan en betænksom giver var min nabo i dag. En kender af mig!  Hurra for hende! 

Det ligner måske en mor-barn buket men der er altså ingen skjulte hentydninger her - bare at I ved det ;-)

Pinse: dans og udflugt

Det har været en på alle leder skøn weekend – kernefamilien har været genforenet og pinsesolen har lystigt danset.

Med glimmer og make-up. Masser af det!

Det har prinsessen også. Der var dømt 3 dages danseopvisning for starletten her. Vi var selvfølgelig på plads den ene dag og så ihærdige og passionerede dansepiger i alderen 3 – 18 danse, så svedperlerne sprang og forældrene hulkede. Men alt sammen i højt humør og for fuld udblæsning.

Mandag var vi så på udflugt i det wallonske land, alias det sydlige Belgien. Hvad Belgien ikke pt. har så meget af i fredelig sameksistens de forskellige sproggrupper imellem, har det så sandelig i naturskønne omgivelser.

Vi tog på en dejlig tur ned sydover langs floden Meuse, som glimtede og strålede om kamp med solen og de nypolerede både, der vuggede afsted.

Boder med store, sødmefyldte bær lokkede på vejen

Startede i Namur, hovedsæde for det wallonske regionsstyre, videre gennem Wépion – Belgiens jordbær-paradis. 

Forbi Profondeville, en lille perle ved floden, for så at nå vores destination for dagen: Dinant. Byen hvor saxofonens opfinder, Adolphe Sax, stammede fra. 

Dinant er udover Monsieur Sax kendt for sin gotiske kirke og et borgkompleks, der er blevet bygget, brændt og genopført flere gange siden det 11. århundrede.

Vi besøgte naturligvis borgen på det lille plateau over byen, hvortil man kom op med en lille svævebane. Udsigten fra La Citadelle var fantastisk, besøget i komplekset interessant omend lidt langt for ungerne men der var også tænkt på børnene, så vi sluttede af med is og leg på den skønneste legeplads bagved borgmurerne. 

Dannebrog hilste os velkommen, da vi kom til Dinant

Vi nød dagen og nød at være familie på 4, når vi er bedst.

Nu er dagstælleren til elske-konsulenten og stjerne-papa’ens endelige tilbagekomst atter sat til startende ved 23 and counting…

Berusende bobler

Champagne er altid godt og det gi’r mig lige præcis den der boblende følelse af, at alting er som det skal være, her og nu. Jeg bliver så dejlig let og beruset af bare et enkelt glas.

I dag har vi drukket champagne for at fejre, at elske-konsulenten er hjemme på weekend og for nyheden om, at han pr. 1. juli er med fast job – ja, så fast et job nu til dags kan være. De kommer jo ikke med garantier!

Garantier eller ej – vi skåler for den kommende Global Sales Manager Europe som skal sælge en hel del mobiltelefoner for dem her.

Med ønsket om en god pinse weekend!

Fremtidssikring

Jeg har netop printet den her ud: tilmeldingsblanket til yogalærer-uddannelsen hos Frans Moors i Liege med start d. 30. oktober og så 4 år frem… Ja, bare rolig. Det er altså kun 7 weekender + 1 hel uge om året + selvstudier.

Jeg har ikke udfyldt blanketten endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. For jeg har længe vidst, at det var noget, jeg virkelig gerne ville, men så kom der et dårligt knæ i vejen. Det er dog ryddet af vejen - altså ikke knæet men dårligdommen. Og så var der lige den hage, at familiens primære bread-winner var uden job (og dermed kunne finansieringen måske være lidt problematisk), men det er også fortid nu – dels fordi jeg selv har tjent pengene til 1. års undervisning, dels fordi han nu har job (mere om det en anden dag).

Sidst men ikke mindst var der en lille stemme inden i mig, der flere gange antydede, at det måske også var noget pjat med endnu en uddannelse – oveni de 3, jeg i forvejen har. Men den har jeg også fået has på. “At lære er at leve“, kunne jeg passende omformulere H.C. Andersen’s ordsprog til (at rejse er at leve). Og det gør jeg så og spidser blyanten, så blanketten kan blive udfyldt og afsendt.

Fodyoga for nakken

Denne morgens yogasession har handlet om fødder, ankler, knæ og hofter. Målet med alle disse øvelser er en fuld lotus-stilling inden sæsonen slutter. Jeg har nu snydt lidt og prøvet stillingen af herhjemme. Da jeg var barn, var det jo bare sådan noget man gjorde, så jeg skulle lige se. Og jeg kan stadig godt men av – det gør ondt i min svage højre ankel. Men det var nu slet ikke det, jeg ville ind på.

Vi lavede blandt andet seje stræk for tæerne – for eksempel den her variant, som Karen for nyligt skrev om. Og den plejer jeg at kunne lave uden store problemer. Okay, det er ikke decideret behageligt men det gør heller ikke ondt, men det gjorde det altså i dag. Og svaret kom, før jeg kunne nå at spørge.

Indenfor zoneterapien er nakken forbundet med det sted, hvor storetæerne er hæftet på fødderne så at sige.

“Så har du dårlig nakke, er det en god øvelse og måske grunden til, at det gør ondt”, forklarede min yogalærer uden at vide, at jeg netop døjer med et hold i nakken på 2. uge.

Så nu har jeg fået endnu en grund til at yoga-træne mine tæer i løbet af dagen. Ikke blot kan det måske hjælpe på min nakke, ja man skulle efter sigende også få bedre hukommelse af at gnide ydersiden af storetæerne. Og det er vand på møllen for en som mig med en hukommelse som en hullet si.