Jeg lancerer i dag et nyt tiltag på bloggen, nemlig en brevkasse, hvor du hver tirsdag kan læse mine svar på spørgsmål fra medrejsende ægtefæller. Har du et, så skriv til mig på info@louisefly.com. Du bestemmer selv om du vil være anonym eller nævnes ved navn.
Til dette første brevkassesvar har jeg plukket i spørgeundersøgelsen, som jeg lavede for en måneds tid siden, og stiller skarpt på en helt fundamental ting, der går igen hos mange medrejsende ægtefæller: At føle sig som et offer for sin mands karriere.
Af de mange svar, kan man læse, at de medrejsende ægtefæller, som føler, at de er ved at have styr på deres udlandsliv, alle har gjort sig den samme erfaring. Nemlig at tingene først begyndte at vende til det positive, da de for alvor indså, at de var rejst ud, fordi de ville det for deres eget liv og ikke fordi det var godt for deres mands karriere.
Omvendt er det tydeligt at se hos flere af dem, der stadig slås med deres udlandsliv, at de netop føler sig som ofre for deres mands karriereplaner.
Hvilket på ingen måde er en overraskelse, da det er en klassisk forsvarsmekanisme. Men som dem, der har oplevet den, også ved, en yderst begrænsende mekanisme. For så længe du placerer ansvaret uden for dig selv, placerer du også handling og løsning uden for dig selv.
Og jeg ved, hvad jeg taler om. For ret så længe, placerede jeg nemlig ansvaret for mine problemer hos min mand. Ikke officielt og højtråbende. Men snarere som et ubevidst, stille ræsonnement af, at hvis det ikke havde været for ham, var jeg jo aldrig havnet i den her situation, vel?
Med tiden kom jeg heldigvis i tanke om, at der vist nok, oprindeligt, var en anden sandhed. Nok var det ham og hans karrieremulighed, der havde igangsat processen, men min motivation og min beslutning om at rejse med kom et andet sted fra.
Det var en beslutning om at følge min intuition, der sagde mig, at det her var en chance.
- For at sige et job op, som jeg var kørt sur i
- For at få mere tid til vores datter
- For at få mere tid til mig selv
- For at give vores parforhold og familie nye betingelser
- For at finde en ny, professionel vej
Men alt det glemte jeg bare, da udfordringen var på sit højeste. Da jeg sloges med ikke at have et arbejde, der gav mig status og identitet, da jeg græmmede mig over ikke at have nok i at passe hus og børn, da jeg sammenlignede mit liv med mine danske veninders derhjemme og fandt det for let.
Og gud hvor er det nærliggende, i den situation, at skyde sin mand i skoene, at det også “er hans skyld”. For det letter ligesom på byrden og ansvaret, for ikke at tale om den dårlige samvittighed over at føle, man ikke gør noget. “For det er jo ikke min skyld!”
JA! Det er svært at bevare modet, gejsten og humøret, når du står på fremmed grund og føler den gynger under dig. Men det er også udviklingens vej. En udvikling, du næppe forestillede dig konturerne af men ikke desto mindre måske drømte om, før I rejste ud?
Jeg gjorde i hvert fald. Og uanset dit udgangspunkt, så må du tilbage dertil for at kunne komme fremad. Tilbage til dit hvad og hvorfor. Hvad var det du drømte om? Hvad var det du ville? Hvorfor var det, du sagde ja til at rejse med ud?
Med svarene på de spørgsmål, kan du bevidst og målrettet lave dig en handlingsplan for dit udlandsliv.
Med svarene på de spørgsmål, kan du stå ved dig selv og dit liv, selv når det ikke er så kønt, som du gerne ville have det.
Med svarene på de spørgsmål, kan du trække ansvaret for din succes, lykke og glæde hjem til dig selv, såfremt du skulle have uddelegeret det til din mand (eller andre).
